Mogens Leander

Mogens Leander

Kunstner

Magiske øjeblikke

Kaotisk, usterilt , rodet, – således vil mine værksteder vel nok opfattes af folk der første gang træder ind på de gamle overmalede gulvtæpper, der beskytter det underliggende klinkegulv. Dyrekranier – balsamerede og tørrede rotter er anbragt på væggene som utidige kravlenisser, der skal minde dig om Momento Mori: Husk du skal dø. Ruinøse rammer der bugner af indsamlet materiale – et raritetskabinet med sære ting der kan stimulere arbejdsprocessen, således at materialer og stoffer transformeres og destilleres til æstetiske billedudtryk. ”Round Midtnigth” fra 1955 med jazztrompetisten Miles Davis, lyder fra højttalerne, indimellem afløst af rockgruppen Coldplay. Sprayflasker og malebøtter står ophobet side om side med stabler af ufærdige billeder, der for en tid er forladt og sat i skammekrogen. Skabe med relikvierester, og gamle borde sølet ind i terpentin og størknet maling. Jo – kunsten sviner i DOCTOR ARTES KUNST CREMATORIUM.

 

Mellem tradition og fornyelse

Om Mogens Leanders magiske billedunivers.

MOGENS LEANDER grundlagde i 1984: The New Icon-School of Denmark. Et kunstnerisk manifest der fokuserer på at forny den ortodokse byzantinske ikontradition og ikonografi , til et nutidigt og moderne formsprog. Arkæologiske fund fra Pakistan og Afghanistan sammenkobles med nydesignede bronze- og sølvarbejder og indgår således på alkymistisk vis som nutidige relikvier. Exodus – en vandreudstilling i danske kirker – har været vist i 45 kirker og på 6 museer – ligesom Mogens Leander gennem årene har udført faste kirkeudsmykninger. Sideløbende med ikontavlerne arbejder han med bronzestøbninger og større lærredsbilleder bla. serien: Alchymi & Apocalypse der har afsæt i renæssancens okkulte disciplin: alkymien. Indridsede udsagn og stemplinger der angiver en ikonografi der peger frem mod vor egen tids møde mellem videnskab og alternative længsler efter erkendelse og beherskelse. Lærred er endt som malerier og triptykoner – projektionsflader for begær, drømme og visioner. Spejlinger af vores egen ny-spirituelle tidsalder.

Venedig er byen Leander hvert år vender tilbage til. Byens såkaldte forfald, dens krakelerede døre og ruinøse murflader, dens fugtige og afskallede mure – sammenholdt med besøg i byens kirker og basilikaer – giver altid inspiration til nye ideer der undfanges. Også ophold i Rom har afsat spor, ikke mindst i billedserien: Catacomber – Tempel & Mausoleum, der er skabt efter studier af byens underjordiske katakomber, der med deres sortsvedne patina og grotteagtige lukkethed, giver følelsen af at være blandt tusinder, der afventer den store apokalypse.

Tom Jørgensen, redaktør af Kunstavisen skriver:

Det er med andre ord store ting, Mogens Leander beskæftiger sig med i sin kunst. Ting, som i tusindvis af år har udfordret filosoffer, teologer og kunstforstandige. Når det alligevel er lykkedes at skabe billeder, som i eminent grad er fascinerende, sanselige og åbne, skyldes det Mogens Leanders på én gang jordbundne tilgang til stoffet og hans aldrig svigtende visionære evner.

 

 

Bogudgivelser:

DANSKE IKONER – The New Icon-School of Denmark. Politikens Forlag. ISBN 87-7963-028-6

KUNST & IKONER  – Breve fra Byzans. Forlaget Klematis. ISBN 978-87-641-0260-4

 

 

MOGENS  LEANDER

ATELIER/VÆRKSTEDSADRESSE:

DOCTOR ARTES KUNST CREMATORIUM

KATRINEGADE 8 .  DK- 6000 KOLDING